Gå i dialog med fonden

Du har sikkert hørt det tit i forbindelse med fundraising, men hvordan går man egentlig i dialog med en fond, og hvad skal man forberede inden?

Rasmus Munch har mange års erfaring med fundraising og forklarer, at det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i én ide ad gangen, når man fundraiser.

»Hvis man har mange gode ideer, bliver man nødt til at prioritere udvælge,« siger han og foreslår, at man laver et projektskriv på 2-3 sider for hver idé. Derefter kan man udvælge den bedste.

»På den måde sikrer man sig også, at idéen ikke er et luftkastel, og så kan de idéer, der ikke kan blive til noget lige nu, gemmes i en mappe til senere,« siger Rasmus Munch.

Søg opbakning først

Inden man ringer op til fonden, er det en fordel, hvis man søger opbakning til ideen fra hele foreningen først.

»Det giver mere vægt, hvis f.eks. formanden står bag, og det ikke kun er en enkelt håndboldtræner, der synes, at ideen er god,«
siger Rasmus Munch og forklarer, at det er et tegn på, at man skal droppe ideen, hvis andre ikke vil støtte projektet.

»Det kan også være en fordel at søge andre samarbejdspartnere. Det gør projektet mere ambitiøst, og viser, at man er seriøs,« siger han.

Man kan f.eks. indgå samarbejde med andre foreninger, kommunen, DGI-huse og haller, interesseorganisationer el. lign.

Ring op og spørg

Når man har idéen og opbakningen klar, er næste trin at finde en fond, der passer til ens projekt og ringe op.

»Så fortæller man lidt om sin ide, hvad formålet er og spørger, om det er noget, de kan hjælpe med, « siger Rasmus Munch. Han understreger, at det er vigtigt, at være ærlig omkring, hvor langt med projektet, man er.

Formålet med opringningen er at finde ud af, om fonden overhovedet synes, at projektet er interessant, og hvilke dele af projektet, de synes er spændende.

»Spørg fonden, om de vil være med til at videreudvikle idéen, eller om I selv skal arbejde videre med den og så sende en ansøgning,« siger han og forklarer, at de store fonde vil generelt gerne have indflydelse, mens de mindre, lokale fonde er mere til færdige projekter.

Andre artikler